Dansk deltagelse på den europæiske roadmap for forskningsinfrastruktur

Danske forskningsinstitutioner kan deltage i europæisk forskningsinfrastruktur via ESFRI’s roadmap for europæiske forskningsinfrastrukturer.

Danmark er i dag medlem af en række forskningsinfrastrukturer, der er på ESFRI’s roadmap for europæiske forskningsinfrastrukturer.

Hvis jeg er interesseret i at deltage i en forskningsinfrastruktur på den europæiske roadmap?

Udgangspunktet er at forslagene på ESFRI’s roadmap er åbne for deltagelse af forskere fra hele Europa.

Er du eller din institution interesseret i at deltage i en forskningsinfrastruktur på ESFRI Roadmap, anbefaler vi, at du kontakter Uddannelses- og Forskningsstyrelsens Center for Videnbaseret Innovation og Infrastruktur (ufs-fvi-cvi@ufm.dk), så vi sammen kan vi forsøge at afklare de videnskabelige ønsker og nationale interesser i forhold til det aktuelle projekt, og for at vi kan drøfte den videre proces.

Det er Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, der som myndighed skal træffe beslutning om deltagelse fra dansk side.

Hvilke typer af forslag er på ESFRI Roadmap?

De enkelte forslag på ESFRI roadmap er inddelt i forskellige typer: Nye forslag, projekter og fyrtårne.

Nye forslag

Der kan stilles nye forslag (’New Proposals’) til europæiske forskningsinfrastrukturer. ESFRI og UFS skal tage stilling til, om forslaget skal optages på den europæiske roadmap for forskningsinfrastruktur. Bliver forslaget optaget, vil det indgå som et projekt på det næstkommende ESFRI roadmap.

Der er både en dansk og europæisk frist for deltagelse i nye projekter. Fristen for indsendelse af forslag til europæisk forskningsinfrastruktur under ESFRI Roadmap 2026 var i foråret 2025.

Projekter

Projekter (’Projects’) er forskningsinfrastrukturer under forberedelse, som er optaget på ESFRI roadmap på baggrund af deres videnskabelige og strategiske relevans for det europæiske forskningsrum. ESFRI har vurderet det videnskabelige grundlag og mulighederne for at etablere forskningsinfrastrukturen inden for en tiårig periode.

Dialog om dansk deltagelse i projekter kan ske løbende.

Fyrtårne

Fyrtårne (’landmarks’) er forskningsinfrastrukturer, som er under konstruktion, under implementering eller færdigetablerede, og som er på vej eller er i en driftsfase. Fyrtårne repræsenterer markante videnskabelige styrkepositioner for europæisk forskning.

Hvilke betingelser har UFS for deltagelse i ESFRI Roadmap?

Følgende betingelser gør sig gældende for dansk deltagelse i ESFRI Roadmap-forslag:

  • Et medlemskab fra dansk side skal formelt godkendes af Uddannelses og Forskningsstyrelsen (UFS). Det er UFS, der formelt bliver medlem og som underskriver den aftale, der ligger til grund for infrastrukturen. Et medlemskab indebærer en række forpligtelser (også finansielt) for Danmark. Forpligtelserne ved at deltage i et forslag kan være forskellige afhængig af hvilket stadie forskningsinfrastrukturen er i.
  • Der skal søges etableret et nationalt og ikke-ekskluderende partnerskab med alle relevante og interesserede parter fra Danmark. Når infrastrukturen er etableret, skal alle interesserede forskere fra Danmark have adgang til forskningsinfrastrukturen uafhængigt af institutionelt tilhørsforhold. UFS anbefaler, at der laves en samarbejdsaftale på tværs af de relevante forskningsinstitutioner, som skitserer ansvar, rettigheder og fordeling af udgifter i forhold til varetagelse af det danske medlemskab af forskningsinfrastrukturen.
  • Der skal foreligge dokumentation fra de deltagende institutioner om, at Danmarks engagement i og finansiering af forskningsinfrastrukturen sikres for en periode på mindst ti år.

ESFRI udgav sin første roadmap i 2006, og den er siden blevet opdateret i 2008, 2010, 2016, 2018 og 2021. Roadmappen vil blive opdateret igen i december 2026.

Læs mere