Februar 2023 - workshops om opgørelse på delformål

Styrelsen har inviteret de videregående uddannelsesinstitutioner til workshops om opgørelse af omkostninger på delformål i foråret 2023.

De vil have karakter af arbejdsmøder, hvor der vil være mulighed for at gå i dybden med arbejdet med opgørelsen på delformål, og finder sted:

  • Den 24. marts 2023 på Syddansk Universitet (for universiteter)
  • Den 20. april 2023 på VIA University College (for professionshøjskoler)
  • Den 21. april 2023 på IBA Erhvervsakademi Kolding (for erhvervsakademier samt kunstneriske og maritime institutioner)
  • Den 26. april 2023 på KEA - Københavns Erhvervsakademi (for erhvervsakademier samt kunstneriske og maritime institutioner)

Du kan læse mere om forårets workshops, og om hvordan du tilmelder dig, hér

Indkaldelse af data på delformål
Styrelsen takker for de mange gode input i forbindelse med høringen af materialet til indkaldelse af omkostninger på delformål. Alle institutioner, som har stillet spørgsmål, har fået svar, og indkomne input er i videst muligt omfang indarbejdet i den endelige version af skabelonen. Materialet forventes udsendt i sin endelige form ultimo februar 2023 med indkaldelsesfrist den 2. juni 2023.

Posteringslisten fra brevportalen
I et samarbejde med Styrelsen for Udvikling og Kvalitet (STUK) har vi fået indsat nye felter i posteringslisten, som kan trækkes på brevportalen: https://brevportalen.uvm.dk/. De nye felter omfatter:

  1. UDDANNELSESKODE
  2. BETEGNELSE_I_UDDANNELSESREGISTRET
  3. NOTELINJE
  4. NOTELINJE_TXT

Felt 1 og 2 er ment som en hjælp til opgørelse på delformål. Felt 3 og 4 er ment som en hjælp til opstilling af note 1 til årsregnskabet.

Vær opmærksom på, at der er en midlertidig fejl i punkt 3. Feltet er formateret som en dato, så f.eks.  note 1 linje 2 (”1-2”) fremstår som ”1-feb”. Fejlen vil blive rettet hurtigst muligt. Udtrækket kan stadig anvendes.  

Nyt medlem i team Formålsregnskab og Enhedsomkostninger 
Karen stopper pr. 1. marts 2023, så vi har fået Nina Alimooti som nyt medlem i team Formålsregnskab og Enhedsomkostninger. 

Nina, som har mange års erfaring i UFM, kommer primært til at arbejde med koordinering på de større opgaver, der relaterer sig til formålsregnskab og opgørelser på delformål, samt arbejdet med konterings- og fordelingsvejledningen og ERFA-grupperne. Derudover vil Nina, som resten af teamet, hjælpe med besvarelse af de mange gode spørgsmål, vi løbende får ind.

Vi skulle hilse fra Karen og sige tak til alle jer i sektoren for det rigtig gode samarbejde de sidste par år!