KOT optag: fejlede ansøgninger kan nu indhentes

Som tidligere meddelt i nyhedsbrev har der grundet en teknisk fejl hos Styrelsen for IT og Læring (STIL) været en række ansøgninger fra optagelse.dk, som ikke kunne indlæses i esas. Fejlen er nu rettet, så ansøgningerne kan indlæses i esas. Læs her, hvad I som optagelsesmedarbejdere skal forholde jer til.

For at hente alle manglende ansøgninger ind, bedes I på institutionerne køre en manuel indlæsning på ansøgningsopsætningen ("Indlæs ansøgninger"), hvor perioden 04.03.2026 til dagsdato vælges. Dette kan udføres nu*
Hvis I på institutionen er i tvivl om, hvordan dette udføres, vil vi bede jer oprette en jira supportsag, så vi kan hjælpe. 

*Bemærk! Vi vil bede jer udføre denne manuelle indlæsning inden weekenden, da vi forventer, at der i weekenden op til kvote 2 fristen den 15. marts vil blive oprettet en stor mængde ansøgninger.
Når I det ikke inden weekenden, bedes i vente til næste uge. 

Vigtigt opmærksomhedspunkt ift. sagsbehandling: I vil opleve at de manglende optagelse.dk ansøgninger i esas vil blive indlæst med "Oprettet dato" med datoen for indlæsning i esas og "Ansøgt dato", som vil være datoen for, hvornår ansøger ansøgte på optagelse.dk. Derfor er det vigtigt, at der sagsbehandles ud fra "Ansøgt dato", da der i disse tilfælde kan være dages forskel i de to datofelter.