Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser har afgivet sin beretning for 2009

Nyhed fra Undervisningsministeriet 4. maj 2010: Sammenhæng i uddannelsessystemet og øget anerkendelse af institutionernes udviklingsarbejde er blandt fokuspunkterne i beretningen fra Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser.

Tre centrale strategiområder er i fokus i den anden beretning fra Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser (REP) til undervisningsminister Tine Nedergaard.

Rådets strategiområder i 2010:

  • Søgningen til erhvervsakademiuddannelserne og professionsbacheloruddannelserne – vejen ind og sammenhængen i de videregående uddannelser
  • Praksisnære uddannelser – samspillet mellem teori og praksis
  • Udviklingsbegrebet – dokumentation og anerkendelse.

De tre strategiområder vil være retningsgivende for rådets arbejde i 2010 og skal blandt andet munde ud i konkrete anbefalinger til undervisningsministeren.

Rådets arbejde i 2009

Beretningen indeholder også en status for uddannelsesområdet. Samtidig samler beretningen op på rådets arbejde i 2009, som blandt andet har bestået i at afgive anbefalinger til undervisningsministeren om søgning og gennemførelse, internationalisering af uddannelserne samt efter- og videreuddannelse.

Fakta om Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser

Rådet for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser er nedsat af undervisningsministeren i april 2008. Rådets opgaver er fastsat i Lov om Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser.

Rådet har til opgave at rådgive undervisningsministeren om erhvervsakademiuddannelserne og professionsbacheloruddannelser, herunder blandt andet om forhold som uddannelsernes udvikling, sammenhængen med øvrige uddannelser og uddannelsesområder, efter- og videreuddannelse m.v.

Som et vigtigt led i rådets rådgivning, skal rådet hvert år inden den 1. marts afgive en skriftlig beretning til undervisningsministeren om rådets virksomhed.