Rapport: Videnskabeligt personale i Europa

Eurydices nye rapport ”Academic staff in Europe” undersøger nationale strategier, reformer og initiativer, der har betydning for det videnskabelige personale i 38 europæiske uddannelsessystemer. Disse fokuserer blandt andet på rekruttering, arbejdsvilkår og karriereudvikling.

Læs rapporten “Academic staff in Europe” på Eurydices hjemmeside

Rapporten består af to dele. Første del undersøger strukturelle aspekter ved videregående uddannelse i de 38 uddannelsessystemer, herunder forskellige modeller for videnskabelige karrierer og kontrakter, mens anden del undersøger udviklinger i nationale strategier og reformer, som har betydning for det videnskabelige personale. 

Rapporten viser, blandt andet, at:

  • I de fleste uddannelsessystemer ansætter uddannelsesinstitutionerne selv deres videnskabelige personale. Kun i et begrænset antal uddannelsessystemer ansætter staten eller en anden myndighed det videnskabelige personale.
  • I omkring 2/3 af uddannelsessystemerne er alle eller stort set alle (mere end 90 procent) universitetsprofessorer ansat i en stilling uden tidsbegrænsning.
  • Størstedelen af uddannelsessystemerne har en strategi, som har betydning for det videnskabelige personale.  
  • I uddannelsessystemernes forskellige strategier går flere emner igen. De fem mest hyppige emner er 1) rekruttering, 2) inklusion, diversitet og ligestilling mellem kønnene, 3) mobilitet og internationalisering, 4) løbende kompetenceudvikling og 5) ansættelseskontrakter.
  • Halvdelen af uddannelsessystemerne har implementeret mindst en reform inden for de sidste fem år, som har betydning for det videnskabelige personale. De tre mest hyppige emner, der adresseres i reformerne er 1) ansættelseskontrakter, 2) løn og 3) rekruttering.