European Innovative Teaching Award

European Innovative Teaching Award - EITA-prisen - er en europæisk hæderspris, der gives til Erasmus+-projekter, som viser nye og innovative veje til undervisning og læring.

Hvert år fremhæver EITA-prisen projekter, der har gjort en særlig indsats for at udvikle undervisning og læring. Prisen har hvert år et nyt tema og uddeles i alle Erasmus+-programmets lande.

Find inspiration blandt tidligere vindere

Hvordan kan man arbejde innovativt med undervisning og læring i praksis? Det kan du få inspiration til hos tidligere danske vindere af EITA-prisen.

Gå på opdagelse i vinderprojekterne og se, hvordan de har omsat gode idéer til praksis gennem europæisk samarbejde.

Læs om vinderne af EITA-prisen 2026: Skills for life

Læs om vinderne af EITA-prisen 2025: Aktivt medborgerskab

Læs om vinderne af EITA-prisen 2024: Trivsel i skolen

Læs om vinderne af EITA-prisen 2023: Uddannelse og innovation

Læs om vinderne af EITA-prisen 2022: Kreativitet og bæredygtighed 

Tema for EITA 2026

Temaet for EITA 2026 er Skills for life.

De projekter, der nomineres til prisen, skal på forskellig vis have arbejdet målrettet med at styrke elevers eller kursisters grundlæggende færdigheder inden for læsning, matematik, naturfag, digitale kompetencer og medborgerskab.

Hvad er EITA-prisen?

EITA-prisen blev lanceret af Europa-Kommissionen i forbindelse med Erasmus+-programperioden 2021-2027. Formålet er at fremhæve værdien af europæisk samarbejde om uddannelse og læring og at inspirere til nye innovative projekter.

Prisen uddeles hvert år med udgangspunkt i et fælles europæisk tema. Temaet ændrer sig fra år til år, og vinderprojekterne viser derfor forskellige måder at arbejde med aktuelle udfordringer og udviklingstendenser inden for uddannelse og læring.

Læs mere om EITA-prisen på Europa-Kommissionens hjemmeside

Hvem kan få EITA-prisen?

EITA-prisen kan gives til organisationer og institutioner, der har gennemført eksemplariske Erasmus+-projekter inden for:

  • dagtilbud
  • grundskole
  • gymnasiale uddannelser
  • erhvervsuddannelser
  • almen voksenuddannelse og folkeoplysning.

Et projekt skal være afsluttet for at kunne komme i betragtning, og tidligere vindere kan ikke nomineres igen. Både mobilitetsprojekter (Key Action 1) og samarbejdsprojekter (Key Action 2) kan komme i betragtning til EITA-prisen.

Hvordan bliver de danske vindere udvalgt?

I Danmark udvælger Uddannelses- og Forskningsstyrelsen de Erasmus+-projekter, der nomineres til EITA-prisen. Udvælgelsen tager udgangspunkt i årets tema og de kriterier, Europa-Kommissionen har fastlagt.

De nominerede projekter vurderes på baggrund af deres arbejde og resultater, og de endelige vindere offentliggøres efterfølgende.

Hold dig opdateret

Vil du holde dig opdateret om EITA og internationalt uddannelsessamarbejde?

Tilmeld dig nyhedsbrevet Udsyn

Følg os på LinkedIn-siden Internationale Uddannelsesprogrammer

Kontakt