En gruppe unge mennesker fra Mariagerfjord Ungdomsskole mødtes for at forberede sig til en ungdomsudveksling på dansk grund med deltagere fra Spanien, Ungarn og Portugal.
Der breder sig en spændt og nervøs stemning i det sommervarme lokale, da syv unge mødes for første gang forud for en ungdomsudveksling. De sætter sig alle tæt op ad deres medbragte forældre om det aflange bord for at lytte.
Foran dem står Ann Sofie Bech Hansen og Christian Ishof Sørensen fra Mariager Ungdomsskole, som fortæller dem, at de kan se frem til mere end en uge i selskab med andre 13- til 15-årige, ”overlevelsestur”, fest, yoga og indholdsrige aktiviteter om trivsel og klima. De danske unge er en del af ungdomsskolen, som står foran en udveksling med jævnaldrende fra Spanien, Ungarn og Portugal, hvor der er fokus på "well-being and environmental awareness".
På bordet står fade med vindruer, chokoladekiks og småkager. Efter det indledende infomøde bliver de unges forældre sendt hjem, da udvekslingens første aften – en såkaldt 'danskaften' om danske værdier og vaner – skal planlægges af de unge. Ann Sofie Bech Hansen har sørget for Familieguf til de unge, så de har lidt at gnaske i, mens de planlægger. Et indkøb Christian Ishof Sørensen ikke helt mener passer til målgruppen:
”Nu er de jo altså unge. Det er jo ikke vores bedsteforældre, vi køber ind til,” stikker han til hende, efter at have forklaret hvorfor de to kolleger, der har været en del af ungdomsskolen i over ti år, overhovedet arrangerer sådan en ungdomsudveksling.
”Det lyder som en floskel, men det er virkelig for at styrke de unges selvværd. De kan bruge mødet med andre til at forstå, at folk er forskellige. Det giver dem en forståelse for kulturelle forskelle og mangfoldighed,” lyder det fra ham.
De to bruger godt og vel en time på at informere de unge og deres forældre om ungdomsudvekslingens program.
Undervejs bliver der nikket genkendende - særligt fra forældrene. Men også de unge giver stiltiende deres besyv med, som da Ann Sofie Bech Hansen fortæller, at de har planlagt en aften, hvor der i klimaoplysningens navn kun bliver serveret vegetarmad. En lyshåret dreng med sorte briller slår et stort smil op og vender ansigtet mod sin mor, der straks kvitterer ved at smile tilbage, mens hun stikker ham en kærlig albue i siden som en form for "det er noget for dig"-hilsen.
Inden de unges ankomst farer Ann Sofie Bech Hansen rundt for at klargøre PowerPoint-præsentationen, stille stole frem og lægge udvekslingens program frem på bordet. Christian Ishof Sørensen har det lokale pizzeria i røret, så der er mad til de unge, når forældrene er smuttet.
”TCA” står for ”Training and Cooperation Activities” og er en slags efteruddannelse for ungdomsarbejdere.
Det kan være kurser, studiebesøg, partnermøder og konferencer med forskellige tematiske fokusområder.
Fælles for aktiviteterne er, at de er målrettet ungdomsarbejdere og afholdes af de nationale agenturer for Erasmus+ for både at understøtte kvaliteten i projekterne, men også for at hjælpe organisationer i gang med deltagelse i Erasmus+.
Titel: Specialkonsulent
E-mail: chbr@ufsn.dk
Telefon: 72317991
Titel: Fuldmægtig
E-mail: lkmj@ufsn.dk
Telefon: +45 72 31 84 06
Titel: Fuldmægtig
E-mail: mhb@ufsn.dk
Telefon: 72318901