Tag med på et Erasmus+-seminar

Et Erasmus+-seminar kan åbne døre til nye idéer, stærkere projekter og internationalt samarbejde i hele Europa.

Hvad er Erasmus+-seminarer?

Erasmus+-seminarer – også kaldet Training and Cooperation Activities (TCA) – spænder bredt: fra tematiske workshops og konferencer til netværksmøder og studiebesøg i Europa.

Formålet er at inspirere, opkvalificere og forbinde personer og organisationer, der arbejder med uddannelse og læring, og som ønsker at udvikle deres internationale samarbejde.  

Seminarerne kan eksempelvis handle om inklusion, bæredygtighed, digitale læringsmetoder, unges deltagelse eller udvikling af internationale partnerskaber.

Seminarerne arrangeres af de nationale kontorer for Erasmus+ i hele Europa – og du kan søge om at deltage gennem det danske kontor for Erasmus+.


Tillad venligst alle cookies for at se denne video.


Video: Hør om erfaringer fra et Erasmus+-seminar i Sønderborg

Hvad kan du få ud af at deltage?

  • Ny viden og inspiration til dit arbejde
  • Europæiske samarbejdspartnere og netværk
  • Udvikling af projektidéer og partnerskaber
  • Nye kompetencer og styrket kvalitet i jeres Erasmus+-projekt

Hvem kan deltage?

Uanset om du er ansat eller frivillig på en skole, ungdomsskole, et universitet, i en kulturinstitution, kommune, forening eller sportsklub, kan et Erasmus+-seminar give dig ny inspiration og mulighed for at skabe internationale samarbejder.

Du kan deltage, uanset om du er ny i Erasmus+ eller allerede har erfaring med programmet.

Godt at vide

  • Deltagelse er gratis
  • Rejse, kost og logi bliver dækket efter de gældende betingelser.
  • Seminarerne afholdes løbende i hele Europa

Download folder om Erasmus+-seminarer (link følger)

Find og søg om deltagelse i et seminar

Find det seminar, der passer til dig og dit arbejdsområde. Du kan finde aktuelle seminarer via de to ressourcecentre 'SALTO Education and Training' og 'SALTO Youth'.

Når du har fundet et relevant seminar, kan du læse mere om indhold, målgruppe, ansøgningsfrist og søge om deltagelse.

Du kan også følge med i den danske arrangementsoversigt med udvalgte Erasmus+-seminarer:

Få mest muligt ud af et Erasmus+-seminar

  • Afklar jeres behov: Hvad vil I gerne lære mere om, og hvordan kan et seminar bidrage til jeres arbejde?

  • Find relevante seminarer: Brug SALTO-platformene eller følg med i vores arrangementsoversigt, hvor udvalgte aktiviteter løbende annonceres.

  • Del erfaringerne: Overvej at sende forskellige medarbejdere eller frivillige afsted, så I får inspiration fra flere seminarer.

  • Følg op: Aftal, hvordan I vil bruge den nye viden og de internationale kontakter efter seminaret.

Har du spørgsmål?

Kontakt det danske kontor for Erasmus+ via erasmusplusseminar@ufsn.dk