Her forklares de niveaubetegnelser, som anvendes i styrelsens vurderinger af udenlandske uddannelser.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen vurderer afsluttede udenlandske uddannelsers niveau i forhold til niveauer i det danske uddannelsessystem. Aktuelt drejer det sig om nedenstående niveauer.

Undervisningspligten varer 10 år (fra 0. til 9. klasse), hvorefter der er mulighed for at tage 10. klasse.
Folkeskolens afgangseksamen består af seks obligatoriske prøver, som eleverne tager i 8. og 9. klasse.
Ungdomsuddannelserne omfatter både gymnasial uddannelse og erhvervsuddannelse.
De gymnasiale uddannelser er boglige uddannelser, hvor undervisningen er teoretisk baseret. Der er i hovedsagen fire typer uddannelse:
Uddannelserne kan tages efter folkeskolens afgangseksamen, når visse betingelser er opfyldt.
Stx, htx og hhx giver generel adgang til videregående uddannelse. Det samme gør hf-eksamen med overbygning.
Hf-eksamen uden overbygning giver adgang til erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser, men skal suppleres for at give adgang til universiteternes bacheloruddannelser.
Erhvervsuddannelser retter sig mod arbejde som faglært inden for et bestemt erhverv. Uddannelserne veksler mellem undervisning på skole og oplæring i en virksomhed.
Uddannelserne kan tages efter folkeskolens afgangseksamen, når visse betingelser er opfyldt.
Uddannelserne varierer i længde, og nogle kan afsluttes på forskellige trin. Erhvervsuddannelser på mindst 3 år giver adgang til erhvervsakademiuddannelser.
Når vi angiver det danske uddannelsesniveau "en erhvervsuddannelse", mener vi et niveau svarende til en dansk erhvervsuddannelse på mindst 3 år. Vurderingen "en kort erhvervsuddannelse" angiver et niveau svarende til en dansk erhvervsuddannelse på mindre end 3 år.
Erhvervsakademiuddannelser er videregående uddannelser, der kombinerer teoretisk viden med praktiske udfordringer. Uddannelserne kan tages efter en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse på mindst 3 år. De fleste erhvervsakademiuddannelser varer 2 år og har et omfang af 120 ECTS-point.
Uddannelserne kvalificerer de studerende til at udøve erhvervsfunktioner inden for det pågældende fagområde. Inden for nogle områder kan man tage en top-up-professionsbacheloruddannelse på 1½ år.
Professionsbacheloruddannelser består af både teoretisk og praktisk undervisning og varer normalt mellem 3 og 4 år (180, 210 eller 240 ECTS-point). Den praktiske undervisning foregår som praktik på en arbejdsplads og omfatter i alt ca. 6 måneder.
Uddannelserne kvalificerer de studerende til at udøve praksisbaserede, komplekse og udviklingsorienterede erhvervsfunktioner inden for det pågældende fagområde. Professionsbachelorer kan på visse betingelser få adgang til en kandidatuddannelse.
Bacheloruddannelser er forskningsbaserede uddannelser, der foregår på universiteterne.
Uddannelserne kan tages efter en gymnasial uddannelse, og de varer 3 år (180 ECTS-point).
Med en bacheloruddannelse kan man udøve erhvervsfunktioner inden for det pågældende fagområde eller fortsætte på en kandidatuddannelse.
Kandidatuddannelser er forskningsbaserede uddannelser, der foregår på universiteterne, og som kan tages i forlængelse af en bacheloruddannelse. Uddannelserne er med enkelte undtagelser normeret til 75 eller 120 ECTS-point. Kandidatuddannelser på 75 ECTS-point indføres fra og med 2026.
Med en kandidatuddannelse kan man varetage specialiserede erhvervsfunktioner eller videreuddanne sig på ph.d.-niveau.
En ph.d.-uddannelse er en forskeruddannelse, der bygger på en kandidatuddannelse. Ph.d.-uddannelsen varer normalt 3 år (180 ECTS-point).
I styrelsens vurderinger kan der forekomme sammenligninger med de videregående voksenuddannelser:
Akademiuddannelser er efter- og videreuddannelse, der kombinerer teoretisk viden med praktiske udfordringer. Uddannelserne har et omfang på 60 ECTS-point. De kan tages efter en gymnasial uddannelse eller en relevant erhvervsuddannelse, og man skal have mindst to års relevant erhvervserfaring efter den adgangsgivende eksamen.
Uddannelserne giver adgang til diplomuddannelser.
Diplomuddannelser er videre- og efteruddannelse, der kombinerer teoretisk viden med praktiske udfordringer. Uddannelserne har et omfang på 60 ECTS-point.
Uddannelserne kan tages efter en relevant erhvervsakademiuddannelse eller akademiuddannelse. Der er desuden krav om mindst to års relevant erhvervserfaring.
Uddannelserne giver adgang til relevante masteruddannelser.
Masteruddannelser er forskningsbaserede videre- og efteruddannelser, der foregår på universiteterne. De har et omfang på 60 (i visse tilfælde 90) ECTS-point.
Uddannelserne kan tages efter en relevant uddannelse på mindst bachelorniveau samt mindst to års relevant erhvervserfaring.