Rektorkollegiet for erhvervsakademiernes indstilling af Lars Plauborg Pedersen til Undervisningsprisen 2026

Rektorkollegiet for Danske Erhvervsakademier indstiller lektor Lars Plauborg Pedersen fra Syddansk Erhvervsakademi til Undervisningsprisen 2026.

Lars Plauborg Pedersen evner på fornemmeste vis at skabe et undervisningsmiljø præget af ro, tryghed og høj faglighed. Samtidig formår han ikke blot at bringe praksis ind i undervisningen, men at give de studerende indsigt i det arbejdsmarked, de uddanner sig til. Det gør han gennem konkrete fortællinger, eksempler, byggepladsbesøg og studieture, hvor de studerende får et realistisk og nuanceret indblik i det arbejdsliv, de er på vej ind i. Denne praksisnære tilgang gør overgangen fra uddannelse til arbejdsliv mindre abstrakt og styrker de studerendes arbejdsmarkedsparathed. 

Lars’ didaktiske styrker kommer særligt til udtryk gennem evnen til at gøre komplekst stof forståeligt og anvendeligt uden at gå på kompromis med faglig dybde, både i det fysiske og online undervisningsrum. Med ro og blik for den enkelte studerende udvikler Lars kontinuerligt undervisningen ved at inddrage nye greb og digitale værktøjer og skaber et læringsrum, hvor de studerende tør engagere sig, stille spørgsmål og udvikle sig fagligt uden frygt for at fejle. Lars ser ikke fejl som noget, der skal undgås, men derimod som en helt naturlig del af læringsprocessen, og han bruger denne tilgang aktivt med humor og varme til at udvikle de studerendes faglighed. 

Lars formår med stor vedholdenhed at skabe en konstruktiv feedbackkultur. De studerende fremhæver, at han uden forbehold lykkes med at se kritisk på sin egen praksis og indrømme fejl. På den måde prioriterer han dagligt faglig refleksion og professionel ydmyghed. Lars bruger det ikke blot til faglig udvikling, men også til at lære de studerende at stå på egne ben – noget, der styrker de studerendes selvstændighed og ansvar for egen læring. 

Lars er ikke blot de studerendes topscorer. Han er også vellidt blandt kollegaer, og selv samarbejdspartnere fra erhvervslivet fremhæver hans faglighed, professionalisme og høje engagement. 

Erhvervsakademiernes jury er særligt imponeret over Lars’ unikke evne til at bygge bro mellem uddannelse og arbejdslivet og bringe den reelle arbejdspladskultur ind i kernen af undervisningen. Juryen lagde især vægt på, at Lars for nylig har været ude i erhvervslivet og samtidig har uddannet sig yderligere, og han fremstår derfor som den oplagte rollemodel. Han formår nemlig at bringe sit eget vekselvirkende arbejdsliv aktivt ind i undervisningen og på den måde vise de studerende, at arbejdslivet ikke først starter efter dimission, og at uddannelse kan fortsætte hele livet. 

Det er derfor med stor glæde, at rektorkollegiet for Danske Erhvervsakademier indstiller Lars Plauborg Pedersen til Undervisningsprisen 2026, da han gennem sin undervisergerning legemliggør erhvervsakademiernes store styrke ved at bringe virkeligheden helt ind i undervisningslokalet og gør de studerende parate til at skabe værdi fra første dag på det arbejdsmarked, som de uddannes til.

Lars Plauborg Pedersen underviser i byggeri og teknologi på uddannelsen til bygningskonstruktør på Syddansk Erhvervsakademi, både fysisk og online. Lars’ studerende fremhæver hans evne til at skabe et undervisningsrum præget af ro, tryghed og faglig klarhed, hvor de tør engagere sig, stille spørgsmål og udvikle sig fagligt uden frygt for at fejle. Lars er uddannet først som tømrer, så som bygningskonstruktør og har siden taget en master i bygningsfysisk. Lars har erfaring som bygningskonsulent, energikonsulent, byggesagkyndig og bygningskonstruktør og har vekslet mellem at undervise og at være ude i erhvervslivet.

Læs mere om Lars Plauborg Pedersen