Uddannelses- og Forskningsstyrelsen opfordrer Københavns Universitet (KU) til i år at lade ansøgere med sygeeksamen efter ansøgningsfristen og frem mod studiestart komme i betragtning til en studieplads på universitetet i lyset af KU’s hidtidige praksis og vejledning.
KU har indtil for nylig haft en praksis om betinget optag, som betyder, at ansøgere til en bacheloruddannelse, kunne blive optaget, selv om ansøgeren skulle til en sygeeksamen i august. KU’s praksis har dog ikke været i tråd med reglerne, og KU har derfor med kort varsel rettet sin praksis, så man ikke længere kan blive optaget, hvis man først får sit eksamensbevis efter den 5. juli, hvor der er ansøgningsfrist til kvote 1.
I lyset af de særlige omstændigheder opfordrer Uddannelses- og Forskningsstyrelsen KU til i år at lade ansøgere med sygeeksamen efter ansøgningsfristen og frem mod studiestart komme i betragtning til studiepladser. Det sker som følge af ansøgernes forventning om at kunne komme i betragtning i lyset af KU’s hidtidige vejledning og praksis.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har samtidig understreget over for KU, at styrelsen står til rådighed for vejledning om universitetets fremadrettede vejledning af ansøgerne.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsens pressetelefon: 7231 9000
E-mail: POK-Presse@ufm.dk