Vil du vide mere om mulighederne for at tage en ph.d. i udlandet? Fra 25. til 28. maj 2026 holder European University Institute, EUI, Virtual Open Week for kommende ansøgere.
EUI er et internationalt forskeruniversitet i Firenze, Italien, som uddanner ph.d.er og driver forskning inden for en række samfundsvidenskabelige fag. Instituttet tilbyder blandt andet fireårige ph.d.-forløb inden for økonomi, jura, historie, sociologi og statskundskab.
Ved EUI Virtual Open Week kan interesserede møde forskere, alumner og nuværende ph.d.-studerende og få praktisk viden om ansøgning, finansiering og det akademiske liv på instituttet.
Særligt relevant for ph.d.-interesserede er PhD Open Day den 25. maj, hvor EUI præsenterer mulighederne for ph.d.-studier og giver indblik i hverdagen som forskeruddannet ved instituttet.
25. maj: PhD Open Day
26. maj: Executive Education & GEM Open Day
27. maj: Fellowships Open Day
28. maj: Master's Open Day
Læs mere og tilmeld dig på EUI's hjemmeside
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen videreformidler information om EUI, fordi Danmark er blandt de lande, der understøtter danske kandidaters mulighed for at tage en ph.d. ved instituttet. Fra dansk side oprettes der årligt fire stillinger til gennemførelse af ph.d.-studiet ved EUI, og Danmark yder på linje med andre europæiske lande tilskud til instituttets drift.
Næste ansøgningsrunde for optag til ph.d.-programmet forventes i efteråret 2026 med deadline for ansøgning i januar 2027, og opslaget vil blive lagt på ufsn.dk.
Titel: Specialkonsulent
E-mail: amu@ufm.dk
Telefon: +45 72 31 88 61