European Open Science Cloud (EOSC)

European Open Science Cloud (EOSC) er et EU-initiativ, der skaber en fælles digital infrastruktur til deling og genbrug af forskningsdata og digitale ressourcer på tværs af discipliner og lande. Initiativet adresserer udfordringen med fragmenterede forskningsdata og understøtter tværfagligt samarbejde og innovation inden for bl.a. sundhed, klima og teknologi.

EOSC følger FAIR-principperne, som sikrer, at data er til at finde, tilgængelige, interoperable og genanvendelige. 

EOSC understøtter EU’s strategier både for forskningsinfrastruktur og AI in Science. Initiativet bidrager til EU’s mål om global konkurrenceevne ved at styrke forskeres og virksomheders muligheder for innovation, og til digital suverænitet ved at reducere afhængighed af ikke-europæiske cloud-løsninger. EOSC udvikles som en føderation af nationale og tematiske noder, hvor data og tjenester kobles sammen i et fælles europæisk forskningsrum (ERA).

Målet er at EOSC skal bidrage til et "web of FAIR-data” for forskning i Europa, hvorpå der kan opbygges en bred vifte af værdiskabende tjenester.

Den første såkaldte node – EU Node – i EOSC føderationen blev lanceret i oktober 2024. Denne første centrale node giver forskere adgang til data, værktøjer og tjenester fra forskningsinfrastrukturer og andre videnskabelige tjenesteudbydere i hele Europa. Samtidig skal noden understøtte en tæt sammenkobling med andre noder – f.eks. nationale og tematiske noder, som EU-medlemslandene m.fl. stiller til rådighed.

Udvikling og ledelse af EOSC

EOSC udvikles gennem et trepartssamarbejde mellem Europa-Kommissionen, de deltagende medlems- og associerede lande og brugerne – dvs. forskersamfundet. Formålet er at sikre dialog om og en fælles strategisk retning for udvikling og implementering af EOSC samt koordinering af nationale og europæiske tiltag inden for Open Science.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen repræsenterer Danmark i EOSC Steering Board (EOSC SB), der er en ekspertgruppe, der rådgiver Europa-Kommissionen. Forskerne i de forskellige lande er repræsenteret i EOSC Association (EOSC A), og DeiC (Danish e-infrastructure Consortium) repræsenterer de danske universiteter i EOSC A. 

Sammen med Europa-Kommissionen bidrager EOSC SB og EOSC A til den løbende udvikling af EOSC og til at sikre, at initiativet understøtter behovene i det europæiske forsknings- og innovationssystem.

Læs mere

Om EOSC på Europa-Kommissionens hjemmeside