Det Europæiske Innovationsråd (EIC) har udvidet mulighederne for at støtte dual-use innovation og etableret et særskilt finansieringsspor for forsvarsteknologi. Det er sket med en ændring af arbejdsprogrammet for 2026.
Dual-use innovation og forsvarsteknologi behandles forskelligt i EIC, og der gælder forskellige kriterier for de to områder.
Mange teknologier kan have et dual-use-potentiale, fordi de kan anvendes til både civile og militære formål – også selvom de oprindeligt er udviklet til udelukkende civile formål. I EIC-sammenhæng er det dog ikke tilstrækkeligt, at en teknologi potentielt kan anvendes på begge områder. For at blive betragtet som dual-use innovation skal innovationen have et troværdigt forretningsmæssigt grundlag, der adresserer efterspørgsel fra både civile markeder og forsvarsmarkedet, herunder særligt efterspørgsel fra aktører, der foretager indkøb på forsvarsområdet. Det afgørende er dermed, at der er et reelt kommercielt potentiale på begge markeder.
Forsvarsteknologi omfatter derimod teknologier, produkter og tjenester, der primært er udviklet til og anvendes til forsvarsformål. I modsætning til dual-use innovation er det derfor ikke et krav, at der også er et kommercielt potentiale på et civilt marked. Der kan eksempelvis være tale om teknologier, hvor efterspørgslen primært kommer fra forsvarsmyndigheder, væbnede styrker eller virksomheder i forsvarsindustrien.
Du kan søge finansiering til ual-use innovation gennem EIC Accelerator og EIC STEP Scale Up.
EIC Accelerator er åben for dual-use innovation. Ordningen er målrettet innovative virksomheder med stort potentiale for vækst og skalering. Der kan søges om tilskud på op til 2,5 mio. euro samt investering fra EIC Fund på op til 10 mio. euro.
EIC STEP Scale Up er ligeledes åben for dual-use innovation. Ordningen er målrettet virksomheder, der har behov for større investeringer for at opskalere strategiske teknologier. EIC Fund kan investere mellem 10 og 30 mio. euro.
EIC henviser specifikt til denne definition i FAQ'en for EIC Accelerator.
Forsvarsteknologi er et særskilt spor under EIC STEP Scale Up Defence.
EIC's definition af forsvarsteknologi tager udgangspunkt i teknologier, produkter eller tjenester, der primært tjener forsvarsformål. Det adskiller sig dermed fra dual-use-innovation, hvor der skal være et troværdigt forretningsmæssigt grundlag på både det civile marked og forsvarsmarkedet.
EIC STEP Scale Up Defence skal understøtte opskalering af europæiske virksomheder, der udvikler kritiske forsvarsteknologier, og styrke Europas industrielle og teknologiske kapacitet på forsvarsområdet.
I 2026 er der afsat 100 mio. euro til STEP Scale Up Defence. Virksomheder kan opnå direkte investeringer fra EIC Fund på mellem 10 og 30 mio. euro. Investeringen skal indgå i større investeringsrunder, som typisk forventes at ligge på mellem 50 og 150 mio. euro.
Læs nyhed om de nye muligheder for dual-use og forsvarsteknologier på EIC's hjemmeside
Se EIC's definitioner og kriterier i den officielle FAQ på deres hjemmeside
Titel: Fuldmægtig
E-mail: havi@ufm.dk
Telefon: +45 72 31 79 45