Bjarne Schmidt

Bjarne Schmidt - modtager af Undervisningsprisen 2026.

Lektor Bjarne Schmidt underviser på Syddansk Universitet. Han ser det som sin vigtigste opgave at bevare de studerendes nysgerrighed over for fysik og matematik. Det er afgørende for ham, at de studerende tidligt i deres uddannelse får øjnene op for fagenes anvendelighed i virkelige ingeniørprojekter, så de studerende kan forme sig til at blive fremtidens dygtige problemløsere.

Tekst: Charlotte Koldbye | Foto og video: Ole Blegvad 

For Bjarne Schmidt handler undervisning om at skabe et trygt miljø, hvor læringsprocessen er dynamisk – ikke om at hælde viden ned i hovedet på de studerende som en tankpasser. Fysik og matematik ser han ikke som isolerede discipliner, men som essentielle redskabsfag, hvor han viser deres anvendelighed gennem simple og autentiske eksempler. Når han står i undervisningslokalet, er det hans og de studerendes fælles mål at opnå det bedst mulige resultat. 

Han stræber efter at skabe et trygt rum, så alle de studerende kan komme på banen.

Bjarne Schmidt stiller store krav til sig selv og bruger meget tid på forberedelse for at finde nye måder at kravle ind i hovederne på sine studerende. Han er dybt optaget af sit fag og finder stor glæde ved at vække deres nysgerrighed. For at gøre det muligt anvender han forskellige metoder som onlinetest med automatiseret feedback, peer instruction og polls, der giver ham mulighed for at justere undervisningen i realtid. Selvom han kører fire parallelhold med samme indhold, glemmer han hurtigt, at det er det samme stof, han underviser i, fordi de studerende er så forskellige. Derfor er det aldrig kedeligt, selv efter 15 års erfaring fra gymnasiet og mange år på universitetet.

De studerende mærker tydeligt denne dedikation og den passion, han lægger for dagen. I deres evalueringer beskriver de ham som den bedste underviser, de har haft, og fremhæver, at hans interaktive tilgang gør det lettere at studere. Han arbejder målrettet med, at de studerende selv skal finde svaret, hvis de ikke har fået det rigtige resultat i første omgang, og at de skal arbejde sammen i grupper for at finde den rigtige løsning i stedet for at give dem facit.

Det er de interne snakke, der giver pote, for her lærer de studerende at finde en løsning sammen, selvom de tog fejl første gang.

Se video med Bjarne Schmidt

Hans udgangspunkt er ofte store samfundsudfordringer og ingeniørproblemstillinger, hvilket giver de studerende en faglig identitet og en forståelse af ingeniørens samfundsrolle. Han inddrager egne forskningsdata og matematiske modeller for at bygge bro mellem teori og praksis.

Bjarne Schmidt taler med sine studerende om mestring og tro på egne evner. Han ser det som magtpåliggende, at de ikke skræmmes væk af de krævende fag, men i stedet får modet til at udfordre sig selv. Som pædagogisk ambassadør og aktiv deltager i internationale netværk bidrager han til den kollegiale samtale og deler sin viden om engineering education, altid med det formål at gøre undervisningen mere engagerende og relevant.

Om Bjarne Schmidt

  • Lektor på Syddansk Universitet
  • Fagområde: Det matematisk/fysiske fagområde, ingeniørdidaktik og pædagogisk udvikling.

Se rektorkollegiet for universiteternes indstilling af Bjarne Schmidt til Undervisningsprisen 2026

Download billede i bredformat

Download billede i højformat

Ved brug af billeder og tekst skal følgende krediteres: Foto: Ole Blegvad | Tekst: Charlotte Koldbye