Uddannelses- og Forskningsstyrelsen tilpasser og fornyer organisationen

Som følge af det statslige arbejdsprogram og de generelle besparelser på det statslige område tilpasser Uddannelses- og Forskningsstyrelsen sine opgaver og sin organisering.

Målet er, at styrelsen skal være i stand til at bibeholde en stærk faglighed samt løfte både faste og løbende opgaver. 

Derfor er der i dag meldt en tilpasning og ny organisering ud i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Der bliver blandt andet etableret nye enheder, der arbejder på tværs af uddannelse, forskning og innovation. Det gælder blandt andet opgaver vedrørende tilsyn, tilskud og internationale opgaver. Målet er at opbygge faglige, stærke fællesskaber, som effektivt løser styrelsens kerneopgaver. 

Der sker ligeledes en målrettet tilpasning af styrelsens opgaver, blandt andet på det internationale område.

Samlet er 35 medarbejdere i styrelsen varslet om påtænkt afskedigelse.

Styrelsens tilskudsopgaver bliver samlet i Odense, hvilket indebærer, at 17 medarbejdere flytter arbejdssted til Odense. Opgaverne vedr. akkreditering, vurdering og anerkendelse samles i Holbæk, hvilket indebærer, at 13 medarbejdere flytter arbejdssted til Holbæk. Ændring af arbejdssted vil træde i kraft 1. februar 2027.

Den nye organisering træder i kraft den 1. oktober 2026, hvor SU-administration, som i dag er en del af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, samtidig overdrages til ATP, som tidligere besluttet.

  • Pressekontakt

    Uddannelses- og Forskningsstyrelsens pressetelefon: 7231 9000

    E-mail: POK-Presse@ufm.dk