Bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond indstiller Anton Pottegård til Forskningskommunikationsprisen.
DFF’s bestyrelse indstiller Anton Pottegård, Professor i Farmakologi ved SDU/OUH, som modtager af Forskningskommunikationsprisen 2026.
Anton Pottegård har et videnskabeligt stærkt CV med omkring 400 artikler, så hans formidling bygger på en solid videnskabelig produktion. Han formidler sundhedsvidenskabelig viden på en måde, der gør en konkret forskel for borgerne. Emnerne har bred relevans og omfatter lægemiddelmangel, medicinforbrug, behandlingseffekter og tendenser i folkesundheden.
Under overskriften ”Kuratér din forskning” omsætter han resultater til korte og tydelige budskaber, der vækker nysgerrighed og skaber engagement. Denne balance mellem præcision og tilgængelighed gør, at han når ud til både forskere, sundhedsprofessionelle, beslutningstagere og borgere, som ellers sjældent læser videnskabelige artikler.
Anton Pottegårds formidlingsgreb er innovative og effektfulde, idet han har udviklet en praksis, hvor korte videofortællinger og grafiske elementer bruges til at nå nye målgrupper. Han har en stærk profil på sociale medier af egenproduceret indhold, med lidt under 10.000 følgere på LinkedIn og Facebook og ca. 20.000 følgere på Instagram, hvilket skønnes ret højt for en forsker. Han forfølger en strategi,
hvor han både formidler egen forskning og bidrager til den offentlige debat om f.eks. ADHD og opioider.
Bestyrelsen finder det især interessant at han bruger interaktionen med befolkningen aktivt i sit forskningsarbejde: input og spørgsmål fra offentligheden omsættes til nye perspektiver, idéer og forskningsspørgsmål. Han har en sympatisk facon med fokus på emnerne, kvaliteten af forklaringen og vigtigheden af at bedrive forskning.
Anton Pottegård hjælper desuden andre forskere med at formidle, bl.a. som medlem af advisory boardet for Videnskab.dk's "Forskerne formidler", og som underviser på kurser og workshops om formidling både eksternt og internt på SDU. Hans formidling fremstår velstruktureret, klar og engageret.
Anton Pottegård er således både en dygtig forsker og formidler. Han demonstrerer klar og engagerende formidling, evnen til at skabe forståelse for forskningens betydning, aktiv dialog med befolkningen og innovativ brug af moderne kommunikationskanaler. Samtidig inspirerer han sine kollegaer, løfter deres formidlingskompetencer og bidrager til at forandre forskningskulturen indefra.
DFF’s bestyrelse finder derfor at Anton Pottegård vil være en værdig modtager af
Forskningskommunikationsprisen 2026.