Tartu Universitet i Estland søger ny barselsvikar for deres sendelektor til undervisning i dansk sprog og kultur i perioden 1. august 2026 – 31. januar 2027
Danskfaget på Universitetet i Tartu er en del af Afdelingen for Skandinaviske Studier (Skandinavistika osakond), som udbyder uddannelser på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau i henholdsvis dansk, svensk og norsk.
Den danske sendelektor vil samarbejde med én svensk sendelektor og fem lokale lektorer/assistenter.
Der undervises og kommunikeres hovedsageligt på dansk, svensk og norsk; gode kundskaber i engelsk er dog påkrævet ved eventuelt undervisning i sidefagsemner samt i kommunikationen med universitetet generelt.
Den danske lektor forestår undervisningen i dansk sprog og litteratur i samarbejde med den lokale lektor i skandinavisk sprogvidenskab.
Der optages studerende til danskfaget hvert tredje år. I foråret 2026 er det nuværende hold af BA-studerende påbegyndt deres 6. semester og forventes at afslutte uddannelsen senere på året.
Næste optag til danskstudiet finder sted i efteråret samme år. I det kommende semester vil der derfor være behov for daglig og intensiv sprogundervisning for de nye danskstuderende samt undervisning i dansk sprogforståelse for svenskstuderende, som til den tid vil være på deres 3. studieår.
Derudover skal lektoren være indstillet på at rådgive studerende om studiemuligheder i Danmark og på at engagere sig i kulturformidlende arbejde.
Læs om Afdelingen for Skandinaviske Studier på https://maailmakeeled.ut.ee/et/sisu/oppimine-skandinavistika-osakonnas
Jobbet som sendelektor i dansk omfatter primært undervisning i sprogfagene på bachelor- og masterniveau.
Der varetages maksimalt 10 kurser pr. semester/år. Som regel plejer lektoren at undervise fire kurser pr. semester. Undervisningsforpligtelsen er i alt max. 10 konfrontationstimer pr. uge.
Herudover omfatter jobbet andre undervisningsrelaterede opgaver såsom opgaveretning og eksamination samt den til stillingen knyttede administration.
Sendelektoren vil undervejs skulle bestå et semesters pædagogikum.
Sendelektoren skal desuden engagere sig i kulturformidlende arbejde. Dette omfatter bl.a. tilrettelæggelse af danske filmaftener og lignende, besøg af danske forfattere og andre kulturpersoner, kontakt til den danske ambassade og andre institutioner samt organisering af og deltagelse i konferencer m.m.
Det forventes desuden, at sendelektoren kan rådgive studerende om studiemuligheder i Danmark samt forestå vejledning af danskstuderende.
Der lægges også vægt på at sendelektoren i samarbejde med afdelingslederen deltager i opbygning og udvikling af danskprogrammet.
Stillingen indbefatter ikke forskningspligt.
Stillingen ønskes besat i perioden 1. august 2026 – 31. januar 2027.
Vi lægger vægt på, at du:
Sendelektoren ansættes som barselsvikar af universitetet efter de ved universitetet gældende regler. Ansættelsen som barselsvikar er fra 1. august 2026 – 31. januar 2027.
Lektoren modtager løn fra universitetet i henhold til lokal overenskomst. Lønnen udgør pt. 2.550 € om måneden (før skat). Universitetet betaler sygeforsikring, sygedagpenge og pension i henhold til national lovgivning.
Herudover yder Uddannelses- og Forskningsstyrelsen tilskud til sendelektoren (se nedenfor).
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen yder et årligt personligt tilskud på kr. 241.013,48 (2026-niveau) til sendelektoren. Beløbet udbetales bagudrettet pr. måned på en 12-måneders basis.
Styrelsen yder tilskud til lektorens og dennes families flytteudgifter og rejseudgifter i forbindelse med til- og fratræden. Tilskud ydes efter forevisning af dokumentation og inden for en af uddannelses- og forskningsministeren fastsat beløbsgrænse.
Det personlige tilskud og tilskud til rejse og flytning indberettes som B-indkomst til de danske skattemyndigheder.
Om der skal betales skat af tilskuddene i Danmark, afhænger af en række personlige forhold, som ansøger bør afklare med sin skatteforvaltning. Hvis man bliver ansat, opfordres man til snarest muligt at kontakte de udenlandske skattemyndigheder.
Styrelsen betaler desuden en årlig hjemrejse til lektoren i forbindelse med styrelsens konference for danskundervisere i udlandet. Kurset afholdes i Danmark typisk den første uge i august.
Ansættelsen er betinget af, at der eksisterer en gældende aftale mellem universitetet og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Der er ansøgningsfrist mandag den 11. maj kl. 12.00.
Ansøgningen skal indeholde CV, dokumentation for eksaminer, undervisnings- og evt. forskningsvirksomhed. Ansøgningen bedes skrevet på dansk.
Ansøgningen og bilag sendes i én samlet pdf-fil til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen per e-mail på lektoratsordningen@ufm.dk med emnefeltet ”Lektor i Tartu”.
Samtaler forventes afholdt af Uddannelses- og Forskningsstyresen og Lektoratsudvalget i uge 22, enten i København eller virtuelt via Teams.
Efter afholdelse af samtaler indstiller Lektoratsudvalget udvalgte kandidater til universitetet.
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen ønsker at fremme ligestilling i alle dens aspekter. Derfor opfordres alle interesserede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen.
Oplysninger om stillingen og praktiske forhold kan fås hos: