Professionsmasteruddannelser

Professionsmasteruddannelser er en ny type videregående uddannelse på kandidatniveau, der udbydes for første gang med studiestart sommeren 2026.

En professionsmasteruddannelse er en praksisrettet overbygningsuddannelse, der bygger oven på en relevant professionsbacheloruddannelse inden for velfærdsfagene. Uddannelsen er målrettet personer, der ønsker at videreudvikle deres professionsfaglige kompetencer til arbejdet i den borgernære velfærdssektor.

Professionsmasteruddannelser kombinerer praksisnær teori, metode, forskning og udviklingsviden. Uddannelserne tager udgangspunkt i professionens opgaver, praksisfelt og udviklingsbehov og skal styrke den studerendes evne til at analysere, vurdere og håndtere løsning af komplekse opgaver inden for velfærdsprofessionerne.

Professionsmasteruddannelser er indplaceret på niveau 7 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Uddannelserne er normeret til 75 ECTS-point og tilrettelægges som udgangspunkt som fuldtidsuddannelser, der kan gennemføres på 12 måneder.

Uddannelserne består blandt andet af obligatoriske nationale fagelementer, et praksisrettet element og en afsluttende professionsmasteropgave.

Hvilke professionsmasteruddannelser findes der?

Professionsmasteruddannelserne bliver etableret gradvist fra 2026.

Den første professionsmasteruddannelse, der udbydes fra 2026, er professionsmasteruddannelsen i pædagogisk-psykologisk rådgivning.

Der forventes at blive oprettet i alt fire til seks professionsmasteruddannelser frem mod 2028.

Hvor kan man læse en professionsmasteruddannelse?

Professionsmasteruddannelser udbydes af professionshøjskoler.

Oplysninger om konkrete professionsmasteruddannelser, udbudssteder, adgangskrav og ansøgningsfrister findes på UddannelsesGuiden og på uddannelsesinstitutionernes egne hjemmesider.

Læs mere om professionsmasteruddannelser på UG.dk

Ansøgning og optagelse

Ansøgning om optagelse på en professionsmasteruddannelse sker via NemStudie.

Adgang til en professionsmasteruddannelse kræver som udgangspunkt en relevant professionsbacheloruddannelse eller en anden relevant dansk eller udenlandsk uddannelse på samme niveau.

De konkrete adgangskrav afhænger af den enkelte professionsmasteruddannelse. Det er den enkelte uddannelsesinstitution, der vurderer, om ansøgeren opfylder adgangskravene til den konkrete uddannelse.

Ansøgningsfrister, optagelsesprocedurer, dokumentationskrav og tidspunkt for svar kan variere mellem de enkelte uddannelser og uddannelsesinstitutioner. Disse oplysninger findes hos den professionshøjskole, der udbyder uddannelsen.

Læs om adgangskrav på UG.dk

Læs mere om optagelse til en videregående uddannelse

Reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne

Professionsmasteruddannelserne etableres som et element i reformen af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne.

I marts 2025 blev der indgået en politisk aftale om reform af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne i Danmark.

Hovedformålet med reformen er at styrke kvaliteten og det faglige niveau på professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne.

Reformen skal bidrage til et uddannelseslandskab med bedre balance mellem forskellige typer videregående uddannelser, attraktive uddannelser i hele landet og flere muligheder for uddannelse og udvikling gennem arbejdslivet.

Læs mere om reformen af professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne