Baggrundsinformation om karakteromregning

Spørgsmål og svar om karakteromregning for eksamensbeviser fra EU/EFTA-lande

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen udarbejder omregningstabeller for eksamensgennemsnit og for enkeltkarakterer med henblik på at understøtte institutionernes optag af ansøgere med udenlandske adgangsgivende eksaminer. Den konkrete omregning foretages af institutionerne i forbindelse med behandlingen af ansøgningerne.


Hvilke karakterer omregnes?

Ifølge EU-retten skal personer, som søger på baggrund af en kvalificerende eksamen fra en EU-medlemsstat eller en EFTA-stat, behandles på lige vilkår med ansøgere med en dansk eksamen. Det betyder, at eksamensresultater fra gymnasiale uddannelser fra et EU/EFTA-land skal omregnes til eksamensresultater på den danske 7-trinsskala, således at ansøgeren kan søge i kvote 1. 

Ud fra samme princip omregnes disse fem internationale eksaminer:

  • Baccalauréat Français International (BFI) / Option Internationale du Baccalauréat (OIB)
  • Dansk-Fransk Baccalauréat (DFB)
  • Dansk-Tysk studentereksamen (DIAP)
  • Europæisk studentereksamen / European Baccalaureate (EB)
  • International Baccalaureate (IB).

Reglerne fremgår af adgangsbekendtgørelserne.


Hvad er enkeltkarakterer?

En enkeltkarakter er den karakter, ansøgeren har opnået ved eksamen i et fag. Enkeltkarakterer anvendes primært i forbindelse med optagelse på uddannelser med karakterkrav, f.eks. ved et krav om en minimumskarakter på 7 i matematik på A-niveau.


Hvilken periode dækker datagrundlaget?

Der tages så vidt muligt udgangspunkt i data fra de seneste tre års karaktergivning. Ved at anvende data fra de seneste tre år minimeres omregningseffekten af udsving i et enkelt år, ligesom der tages højde for, at danske ansøgere typisk søger på baggrund af eksaminer fra de seneste år. 


Hvornår opdateres tabellerne?

Omregningstabellerne opdateres som udgangspunkt hvert tredje år.

Hvis et land indfører en ny karakterskala, vil den nye skala typisk blive omregnet årligt, indtil et grundlag bestående af tre års nationale data foreligger, hvorefter skalaen overgår til opdatering hvert tredje år. Omregningstabellen for den tidligere karakterskala ”fastfryses” og bliver herefter ikke opdateret.

Omregningstabeller gældende for det aktuelle ansøgningsår offentliggøres forventeligt ved årsskiftet og senest den 1. marts i Eksamenshåndbogen.


Hvordan behandles forskellige uddannelsestyper?

Ved omregningen tages der i udgangspunktet ikke hensyn til, hvilken type adgangsgivende uddannelse eller hvilken konkret institution der er tale om. På samme måde skelnes der i Danmark ikke mellem et htx-gennemsnit på 8 og et stx-gennemsnit på 8, og det tillægges ikke vægt, fra hvilken skole eksamenen er opnået.


Hvilken rolle spiller bonusordninger?

Dansk bonusordning (Bonus A)

Som en del af beregningen af det danske eksamensgennemsnit får nogle danske studenter justeret deres gennemsnit med 1,03 eller 1,06. Denne ordning kaldes Bonus A, og justeringen gives til studenter, der har taget henholdsvis et eller to ekstra A-niveaufag i deres gymnasiale uddannelse, i forhold til hvad uddannelsen kræver. Det betyder, at det højest mulige adgangsgivende gennemsnit er 12,7.

For at sikre ligestilling af ansøgere med en udenlandsk eksamen omregnes udenlandske karaktergennemsnit til danske karaktergennemsnit inklusive Bonus A. Dette er tilfældet, uanset hvor mange fag på højt niveau ansøgere med en udenlandsk eksamen har gennemført. 

Udenlandske bonusordninger

Bonus eller point, der efter afsluttet gymnasial uddannelse tildeles i forbindelse med ansøgning om optagelse på videregående uddannelse i uddannelseslandet, indgår ikke i omregningen i Danmark, da der er tale om nationale ordninger, som er tilknyttet det pågældende lands optagelsessystem. 

Bonus eller point, der er en integreret del af den udenlandske adgangsgivende eksamens gennemsnit, indgår i omregningen, da det er en del af det udenlandske eksamensresultat. 


Hvilke metoder bygger omregningstabellerne på?

Overordnet benyttes tre forskellige metoder til at etablere et omregningsgrundlag:

  1. Hvis uddannelseslandet har leveret karakterstatistik, omregnes der på basis af de faktiske fordelinger for de seneste tre år. Der medtages ikke forbedrede eksaminer, da optagelse i kvote 1 i Danmark er baseret på ansøgerens første adgangsgivende eksamen.
  2. Hvis uddannelseslandet ikke kan levere national karakterstatistik:
    1. For udvalgte lande med mange ansøgere baseres omregningen på eksamensgennemsnit fra tidligere års ansøgere via Den Koordinerede Tilmelding (KOT).
    2. For de øvrige lande baseres omregningen på en lineær fordeling af karakterer og eksamensgennemsnit.

Omregning baseret på faktisk karakterfordeling

Når vi har statistik over karakterfordelingen for den udenlandske eller internationale eksamen, etablerer vi en omregningstabel på basis af statistikken. Derefter indplaceres den enkelte ansøger i den danske karakterfordeling på det sted, hvor vedkommende er placeret i den udenlandske karakterfordeling. Det betyder, at relativt set lige gode præstationer vurderes ens, og studiepladserne fordeles på grundlag af resultatet i den adgangsgivende eksamen.

Omregningstabellen tager afsæt i de enkelte karakterfordelinger og andelen af dimittender, som har opnået de konkrete karaktergennemsnit og karakterer. For henholdsvis karaktergennemsnit og karakterer kumuleres procenterne fra lavest til højest. I omregningstabellen matches fraktilerne i de to fordelinger, således at det udenlandske karaktergennemsnit matches med det karaktergennemsnit på den danske 7-trinsskala, der har den samme eller nærmeste fraktil. Enkeltkaraktererne matches på samme måde. Det danske grundlag baseres på national statistik fra samme treårige periode som den udenlandske statistik.

I eksemplet nedenfor oversættes et tænkt udenlandsk karaktergennemsnit på 19,9 til et karaktergennemsnit efter den danske 7-trinsskala på 7,1. Det skyldes, at 19,9 er medianresultatet i den tænkte udenlandske fordeling af karaktergennemsnit, og 7,1 er medianresultatet i den danske fordeling af karaktergennemsnit. Medianresultatet er det resultat, som der er lige mange resultater over og under.

Eksempel

Omregning af et tænkt udenlandsk/internationalt eksamensgennemsnit til dansk eksamensgennemsnit (efter 7-trinsskalaen) baseret på fraktilsammenligning:

Omregning af et tænkt udenlandsk eller internationalt eksamensgennemsnit til dansk eksamensgennemsnit (efter 7-trinsskalaen) baseret på fraktilsammenligning

Enkeltkarakterer

For enkeltkarakterer sker omregningen af beståede og ikke-beståede enkeltkarakterer særskilt på basis af karakterfordelingerne for henholdsvis beståede og ikke-beståede karakterer.

Omregning baseret på KOT-statistik

Denne metode anvendes for udvalgte lande, der ikke kan levere national statistik, men hvor ansøgerpopulationens størrelse udgør et tilstrækkeligt datagrundlag. Der er usikkerhed i forhold til, om populationen af ansøgere er repræsentativ for karaktergivningen i et givet land. Metoden vurderes dog at afspejle virkeligheden i højere grad end en lineær omregning, da den muliggør korrigering af eventuelle fordelingsforskelle.

Når omregningen sker på baggrund af eksamensgennemsnit fra tidligere års ‎ansøgere via Den Koordinerede Tilmelding (KOT), hentes samtlige udenlandske ansøgninger fra Optagelse.dk og indføres i en database. Bilag med eksamensbeviser isoleres på landeniveau, og herfra aflæses eksamenskaraktererne og omsættes til statistik. Den statistiske fordeling af ansøgeres eksamenskarakterer anvendes som datagrundlag og matches med fordelingen af danske eksamenskarakterer fra en treårig periode på samme måde som omregninger baseret på national statistik.

Omregning baseret på lineær metode

Når der ikke findes national statistik eller tilstrækkelige data for fordelingen af eksamensgennemsnit for ansøgere fra et omregningsberettiget land via KOT, bygger omregningstabellen på en lineær omregning, hvor det antages, at der er lige langt mellem de enkelte trin.

Først etableres en fraktilfordeling med udgangspunkt i antallet af trin på den udenlandske skala. Trinnene går fra det laveste beståede gennemsnit til det højeste. Derefter matches karaktergennemsnittene i denne fordeling med det gennemsnit på den danske 7-trinsskala, der har den nærmeste fraktil. Det danske grundlag baseres på national statistik fra en treårig periode.

Ved lineær omregning af enkeltkarakterer udregnes en lineær kumuleret fordeling af den udenlandske karakterskala, som matches med faktiske danske enkeltkarakterfordelinger fra en treårig periode.